Incredibaby

Fødselsberetning: Lynfødslen der tog røven på os

Fredag d. 13/1-2017 startede dagen ud som mange andre dage – med småveer og ondt i skroget. Det var begyndt at tære på kroppen at være gravid, og gå med modningsveer. Der var ingen tegn på, at denne dag skulle blive anderledes end den forrige. Jeg var 40+1, og skulle til mit sidste jordemoderbesøg i konsultationen. Næste besøg ville foregå på sygehuset i svangreambulatoriet. Torsdag d. 19/1 skulle jeg møde op, hvis jeg endnu ikke havde født. Kl. 11.00 kørte Mads og jeg mod jordemoderen, og havde tidligere på dagen afleveret Elliot i vuggestuen. Vi havde taget tasken til fødestuen med – just in case. Jordemoderkonsultationen gik fint. Hun målte lidt og trykkede lidt, og vurderede babyen. 3100-3200 grams baby,...
   

Hej lillebror E

13/1-2017 skulle vise sig at blive datoen. Datoen hvor vi endelig fik lillebror at møde! Hvor har vi glædet os til hans fødselsdag i lang tid efterhånden! Han er den fineste lille lækre skabning, som ligner sin storebror. Han er født 40+1, vejer 3050 gram og måler 52 cm. Og så tog fødslen 3 timer. Bum. Jeg tog selv imod ham og det var fucking fantastisk – rent ud sagt! Men mere om det senere. Nu vil jeg tjekke ud igen og nyde vores velskabte drenge! Nå ja – og så hedder han Elton :-) … sidste billede af maven – og jeg vidste slet ikke, at jeg 7 timer senere ville være i aktiv fødsel! Vil du gerne følge...

Termin! 40 ugers graviditet i billeder

  Hvis nogen ikke skulle have helt styr på datoen i dag, så er det altså den 12. januar 2017. En dato jeg for efterhånden mange måneder siden fik noteret på min vandrejournal. Terminsdatoen. Og nu sidder vi her. Med 40 fuldførte graviditetsuger bag os, og kigger tilbage på en graviditet som pludselig fløj forbi og faktisk kan være slut når som helst. Det er underligt at tænke på. Når man sådan kigger på billeder kan man jo godt se, at der faktisk er gået ret lang tid siden dengang i maj, da vi stod med den positive test. Ugerne er gået, og der er faktisk ikke meget mere tid at tage af. Snart er vores andet barn ude hos...
   

Countdown: 3 dage og ingen baby endnu

Så nåede vi pludseligt til mandag, og til ugen hvor jeg har termin. På torsdag udløber lejekontrakten på den efterhånden trange 1-værelses, som lillebror pt. logerer i. 39+4 og 3 dage til terminsdatoen. Det er naturligvis ingen garanti for noget som helst, men det er den eneste dato man har at forholde sig til når man skal have et nogenlunde ståsted mht. fødslen. 3 uger før, eller 10 dage efter (i hvert fald på Kolding sygehus). Jeg er meget spændt på hvornår han melder sin ankomst. Jeg har ikke på fornemmelsen at han kommer i dag. Indenfor en uge tror jeg måske han er her på ydersiden – men det er jo rent gætværk. Han har al magten når det...

Varmt vinterudsalg til de helt små

Denne graviditet har jeg jo været så heldig, at jeg har haft lidt bedre tid til at få købt nogle af de småting vi måtte mangle til lillebror (shit jeg glæder mig til snart at kunne kalde ham ved navn i stedet for!). Ting såsom luffer, futter, hue og andre ting i størrelse nyfødt. Det er jo åbenbart blevet vinter nu, og eftersom Elliot er født i marts (og vejede sølle 2675 gram ved hjemkomsten fra barselshotellet) brugte vi ikke så meget overtøj de første mange uger. Vi var ganske enkelt ikke udenfor med ham før han vejede over 3 kg. Så det er altså sådan nogle ting, vi ikke havde i forvejen. Og det var sådan noget vi var...

I dag råber jeg fandme RØV!

39+1. 6 sølle dage tilbage til termin. Og jeg har det mildest talt af røven til i dag. Sådan rigtig skidt på “utilpas i hele kroppen”-måden. Det startede i nat, hvor jeg begyndte at få den lede halsbrand. Kombineret med sure opstød. Kombineret med, at jeg faktisk ikke rigtig kan vende mig i sengen med mindre jeg laver et meget lidt elegant krumspring. Noget med først at “slide” det øverste ben heeeelt over til den anden siden, og så i en meget beslutsom bevægelse få det andet ben svinget med derover samtidigt med, at armen nærmest kaster den store mave i samme retning. På ingen måde rart – og jeg ligger sgu ikke engang godt, vel? Og gudhjælpemig, om barnet...
   

Mine ønsker til fødslen

I dag er der 7 dage tilbage til terminen. 39+0, og pludseligt er det faktisk ret meget okay at føde. Det har det jo sådan set været i 2 uger nu – men jo tættere på uge 40, des mere moden baby er mit håb. Og så drømmer jeg nok lidt om at få en lidt mere polstret baby denne gang. En der kan fylde sin hud ordentligt ud og sådan noget ;-) Men den der fødsel nærmer sig jo. Og jeg tror, at det største fokus ligger på, at barnet jo kommer ud. Selve fødselsarbejdet er for mange lidt skræmmende, men også perifert et stykke hen ad vejen, tror jeg. Fordi det ikke er målet i sig selv, men...

Derfor blev fødslen sat i gang med Elliot

Det er et spørgsmål jeg har fået en del gange efterhånden. Og jeg svarer med glæde, men det er lidt en kompliceret forklaring – så nu svarer jeg lige dybdegående i et indlæg. Så kan I forhåbentlig få stillet jeres nysgerrighed :-D For hvorfor dælen bliver man sat i gang allerede i uge 37+1? Svaret ligger i det, der bliver kaldt “forlænget latent fase”. Altså regelmæssige veer uden nogen fremgang, i en længere periode. Veer, som har betydet at man ikke kan sove eller hvile. Mine veer startede søndag sent om aftenen, hvor jeg begyndte at åbne mig – kun meget lidt. Men sammentrækningerne ville ikke rigtigt tage pauser. Der skulle gå lige omkring 4 døgn før jeg til sidst...

Sidste jordemoderbesøg – måske…

Så blev det tid til et af de sidste jordemoderbesøg. I morges var jeg en tur forbi min (i øvrigt vildt søde) jordemoder. Hun målte og mærkede og vejede, som de nu gør ved sådan et check. Alt var i skønneste orden, og lillebror stortrives. Hun målte mit såkaldte symfysefundusmål til 35 cm, og skød lillebror til 2800 gram her 38+1. Mit blodtryk har i denne graviditet ligget smukt på et stabilt niveau hvorimod det med Elliot var til den høje side lige op til fødslen i uge 37. Og nå ja, så var der heller ikke nogen tegn på sukker eller protein i urinen. Ikke fordi vi behøver at tale om mit tis…… Videre fra det emne – der...
   

Graviditetsdagbog: 38+0 og ukendt territorium

29. december 2016. År 2017 banker på døren, og det samme gør terminsdatoen. 14 dage tilbage – og jeg tror nok, at jeg er klar. Bliver man egentligt nogensinde det, før de rent faktisk er ankommet? Tasken blev pakket for lidt over en uge siden  – men det er nok meget godt, at jeg endnu ikke har haft brug for den. For på vores jule-ture rundt ved familie tog vi naturligvis tasken og autostolen med. Men vandrejournalen har siden 36+1 ligget lige så fint på sin plads. I skuffen. I vores hus. Der havde den sgu ikke været til meget nytte under en fødsel, kan man sige ;-) Nu har vi heldigvis ingen planer hvor vi skal længere væk end...

37+4 og stadig tyk ;-)

Gud, hvor har jeg haft nerver på op til julen. Jeg ville så nødigt føde juleaften eller her i juledagene. Indtil videre er det gået som smurt. Snart er den 26. december forbi, og vi kommer længere og længere væk fra de traditionelle dage for jule-tamtam med familien. Det ville jo ikke være jordens undergang at have fødselsdag i juledagene – men jeg ville da foretrække en anden dag, hvis jeg kunne vælge. Og indtil videre ligger lillebror altså trygt og godt i babyhulen endnu. Han er aktiv, og han fylder godt til synes jeg. Men jeg kommer stadig rundt, og er ved godt mod og med god tålmodighed i rygsækken endnu. Han må gerne vente en uge eller 3...

En graviditet varer jo 40 uger – ikke?

I dag har jeg ramt de gyldne 37 fulde uger i graviditeten. Det vil sige, at lillebror som sådan er færdigudviklet – han vil i hvert fald blive betegnet som født til termin. Det er selvfølgelig en mega skøn milepæl at nå. En milepæl der giver mig ro i sindet og gør mig tryg. Men jeg synes lidt der er udbredt en epidemi blandt gravide. At man bare går og venter og håber på en fødsel så snart man har ramt 37+0. For ved 34+0 bliver fødslen ikke længere stoppet, og ved 37+0 er man “til termin”. Men en graviditet er jo skabt til at vare 40 uger. 9 måneder. 280 dage. Jeg kan godt føle mig som en røv...