Incredibaby
Når to bliver til tre

”Bare vent”-mentaliteten

Jeg læste for nyligt en klumme i eurowoman skrevet af Sisse Sejr-Nørgaard. Klummen omhandlede et emne jeg kan relatere til. Det handlede nemlig om alle de der siger ”bare vent” til gravide og nybagte mødre. Og jeg må erklære mig rungende enig. Hold nu op, hvor er der mange kommentarer af den slags som nybagte forældre. For hver ”glæd dig til…” kommer der jo nærmest 3 ”bare vent til…”. Det er som om, at børn skal være noget skønt, men at det død og pine altså bare skal være monster hårdt. Og det er da hårdt engang imellem. Når man sidder og ammer for 4. Gang på 5 timer, så tænker man næppe ”shit hvor er det her bare livet. Jeg er vild med, at jeg ikke engang har fået så meget som en kop kaffe endnu. Klokken er jo kun 15.00, så jeg har kun været vågen i 8 timer…” Men så snart man så kigger ned på det lille fantastiske væsen der pga. mig gik fra at skrige og skrige til at ligge veltilfreds og flashe sine dobbelthager, så er det lige pludseligt ikke så skide slemt at sidde dér og blotte brystet igen igen – selvom man måske ikke ville klage over en lang lur og et bad uden hast. For det er det hele værd. Og det ved jeg godt, at ”bare vent”-befolkningen også siger. Men jeg synes nærmere vil skal italesætte hele baby-oplevelsen som noget at glæde sig til, og så lade de hårde ting komme og gå som nogle små perifere perioder. Hvad hjælper det at have været forberedt på, at det bliver hårdt? Bliver det mindre hårdt af det? Og bliver det mere hårdt af, at have brugt graviditeten i en lyserød boble af forventningens glæde? For mig har det været mindre hårdt end jeg blev ”advaret om”. Og jeg er mig selv evigt taknemmelig for, at jeg vendte det døve øre til 9 ud af 10 gange. For hvad skulle det hjælpe at gå og tænke ”nej hvor bliver det hårdt, jeg må hellere nyde at barnet ikke er her endnu.”?
Jeg kender ikke én eneste gravid der har nydt, at barnet ikke var kommet endnu. For man glæder sig jo skide meget – og det synes jeg faktisk ikke, at andre kan tillade sig at ødelægge. Det er faktisk pisse dårlig stil synes jeg.
Det absolut eneste råd jeg ville ønske jeg lyttede til var, at jeg lige skulle sætte pris på, at man kunne sove lige præcis når jeg havde lyst. For vi får søvn herhjemme – men det er jo altså ikke altid lige når mit behov for søvn melder sig. Men man lærer at sove når man får chancen. Heldigvis sover vi om natten (alle 3!), og oftest sover vi også videre efter kl. 5.00. Og hvis ikke, så tager vi en lur igen senere på dagen. Længe leve barsel!

Jeg vil i hvert fald gerne sige: GLÆD jer, alle I kommende forældre! Der venter jer en oplevelse af de allerstørste, og tænk på alle de gode ting der venter jer, frem for søvnmangel, fødselssmerte og lortebleer!

E og mor i sofa

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når to bliver til tre