Incredibaby
Ting, der nok aldrig bliver det samme igen.

Dengang jeg var gravid…

11009476_792242897517192_1049832975_o

Jeg er nået dertil. 5 måneder og 2 uger tog det mig. Jeg savner maven. At mærke liv derinde, og altid have sin lille tornado med sig rundt omkring. Hvor var det skønt. Det er faktisk fjollet, for jeg var SÅ belastet og træt af maven til sidst. Fuck hvor var det dog bare tungt at slæbe rundt på, når man kun er 162 cm høj.

Men nu er jeg altså kommet dertil, hvor jeg vist har glemt hvor hårdt det var, og har glemt alle de ret ufede ting. Som f.eks. halsbrand, ondt i ryggen, vand i fingrene osv. Jeg har nok egentligt også glemt, at det gør seriøst ondt at føde. For det glæder jeg mig faktisk også til at prøve igen. Med epidural formentligt – den reddede virkelig mit liv, følte jeg. Så meget husker jeg.

Jeg har åbenbart også glemt hvor hårde de første uger efter fødslen er. Sådan et lille spædbarn der er helt hjælpeløst og bare ubetinget afhænger af vores pleje og kærlighed. Det er pisse hårdt, men hold nu op hvor er det også bare smukt altså. Så anderledes end noget andet man før har oplevet. Og vildt specielt også.

Jeg nød uden tvivl min graviditet. Det var så fedt at mærke babyen blive større og vildere og til sidst bare være kæmpe stor. Og sommerfuglene i maven når man op til terminen vidste, at nu kunne det ske anytime. Jeg fødte godt nok allerede 37+1, men fra uge 34 og indtil fødslen var vi godt klar over, at det kunne ske snart pga tiltagende plukkeveer og en helt masse scanninger. Det er en længere historie, som nok kræver et indlæg for sig selv. Det var en tid hvor jeg faktisk ikke rigtig foretog mig noget som helst. Var så skide bange for at gå i fødsel lige pludseligt ;-)

Men helt ærligt, ikke? Det er da for sindssygt at tænke på, at det var ham der lå derinde i min mave og angreb mine ribben og kildede mig i lysken med sine små tykke fingre. Det er da det mest livsbekræftende!

Jeg er på ingen måde færdig med at få børn. Jeg glæder mig til næste gang, og til at have en ekstra person at dele det hele med. Tænk sig, at han engang skal være storebror. Det bliver hyggeligt – og så lader vi være med at tale om, hvor hårdt det nok bliver at have 2 børn, ikke? ;-)

Billederne er taget i min graviditetsuge 35 af Booklet Auning

18081_792244270850388_4285883978310076679_n 11004486_791724677569014_1013126520_n
11035166_794757503932398_1362976163_o

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting, der nok aldrig bliver det samme igen.