Incredibaby
Rødt kort til...

Mister vi “brokke-retten” efter drømmene går i opfyldelse?

Forleden så jeg en profil på et socialt medie. Profilen havde i et opslag fokus på dét at være ufrivillig barnløs. Noget, jeg er så heldig ikke at kende til. Noget, jeg kunne forstille mig er det mest forfærdelige at gennemgå. At have fundet manden, skabt sig tilværelsen og ikke være i stand til kropsligt at få det til at ske. Det er så pisse uretfærdigt, og hvor ville jeg ønske, at det ikke fandtes. Men det gør det. Og der er ikke nogen mirakelkur. Der er en helt masse forskellige behandlinger, men det er bestemt ikke nogen mirakelkur. Det er hormoner, udtagning af æg, tjek af sæd osv. Detaljerne skal jeg ikke gøre mig klog på – men jeg er ikke i tvivl om, at det trækker tænder ud og sætter forholdet på prøve. Og måske ikke bare forholdet for parret, men også forholdet til familie og venner som venter sig.

Og så sidder man og læser blogs som denne og kigger på instagram-profiler som min, og skal høre på mødre, der brokker sig. Over børn der ikke vil sove. Børn der er pylrede. Og som også fortæller om, hvor fantastisk det er.

Og gravide, som måske brokker sig over, at de har taget lidt rigeligt på. Eller som jeg, der led af  graviditetsacne. Ting, som kan følge med en graviditet, men som naturligvis ikke er særligt fede!

Førnævnte profil havde lavet et opslag, hvor hun kommenterede på netop dét. At hun var træt af at høre på brokkeriet. Og det kan jeg da godt forstå – de står i den situation, som hun kæmper for at komme i.

Men mister man egentligt “brokke-retten”, fordi man har fået de ting man ønsker? Og skal man bide tingene i sig og lide i stilhed, fordi andre kæmper for det? Betyder brokkeriet, at man ikke er taknemmelig? At man ikke sætter pris på det?

Det lyder måske som det mest forkælede dilemma i hele verden. Men helt ærligt, ikke? Så er det noget jeg af og til tænker på. Kan jeg tillade mig at brokke mig, når jeg har alt, jeg nogensinde har drømt om?
Og ja, det synes jeg faktisk godt jeg kan. For alle stadier i livet har forskellige op- og nedture. Og jeg synes faktisk ikke rigtigt, at man kan dømme andre for at sætte ord på, hvor hårdt det kan være at være forældre – fordi man selv kæmper for at få lov at blive netop det.

Det handler om, at vi kun kan gå i vores egne sko, og at vi kun kan opleve vores egen livsverden. Og at vi derfor aldrig vil kunne forstå andres problemer til fulde. Hvad der synes hårdt for mig kan føles nemmere for andre – og omvendt.

Det er et ømt emne, og egentligt gør det sig gældende for mange emner. Jobs, penge, status, indflydelse osv. Der vil altid være nogen, der kæmper for noget. Og der vil altid være nogen der allerede har det.

Men jeg synes altså ikke, at man mister brokke-retten, fordi man har fået de ting man ønsker her i livet.

Og så en kæmpe opmuntringskrammer til alle jer, der kæmper! Det skal nok lykkes en dag, og dette indlæg er altså ikke for at dunke nogen i hovedet – det er blot mine tanker omkring noget, der naturligvis ligger mit hjerte nært.

FullSizeRender

Da jeg var 31 uger henne, og 6 uger inden jeg fødte Elliot d. 12/3 :-)

Husk, at du kan følge med på instagram @sanneagersnap og på facebook @incredibaby her

2 kommentarer

  • Bea

    Meget interessant og relevant emne at tage fat på Sanne… Og som du skriver også et følsomt emne…
    Jeg kan kun give dig helt ret i det du skriver..
    Da jeg til sidst i min graviditet havde så mange smerter pga bækkenløsning at jeg næsten gik grædende i seng hver aften, ja der brokkede jeg mig skam også… Det betyder bestemt ikke at jeg ikke er taknemmelig for at vi blev så nemt gravide – for det er jeg skam!
    Men fra at være taknemmelig og lykkelig til at udstå, hvad der for nogle uheldige kvinder, er 9 smertefulde og hårde måneder.. Der er altså langt!
    Dermed ikke sagt at par der kæmper ikke har min fulde sympati – det har de! Og de har mindst ligeså meget brokke-ret..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sanne Agersnap

      Jeg er glad for, at du er enig – for det ér nemlig et følsomt emne. Og fordi man brokker sig – og gerne vil have ret til det — så betyder det jo ikke, at man ikke har sympati for de der kæmper. Jeg synes faktisk tit, at jeg sender en tanke til de der ikke kan få opfyldt drømmen om børn, og håber inderligt, at det lykkes for dem allesammen!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar - jeg elsker kommentarer! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rødt kort til...