Incredibaby
Graviditets-shoot

Graviditetsdagbog: 33. uge og en tilvækstscanning

55 dage til termin. Gravid i 8. måned. Av, hvor er tiden gået stærkt! Det lyder SÅ kliché, men jeg kan virkelig ikke følge med. Om 5 uger rammer jeg dagen i graviditeten, hvor jeg fødte Elliot. Det er sådan helt alvorligt talt lige om lidt.

Jeg satser dog på, at gå lidt tættere på termin denne gang. Så det aftaler vi lige, at I krydser fingre for, ikke? Be om.

Vi er klar. Mentalt er vi så klar til at møde lillebror. Han er uden tvivl en helt fantastisk lille fyr, og vi glæder os som sindssyge. Praktisk ved jeg ikke helt, om vi er klar. Vi har ikke fået ordnet værelset endnu. Tøjet er ikke vasket. Pusletasken er endnu ikke købt, og tasken til fødslen er på ingen måde hverken helt eller halvt undervejs endnu. Men det når vi uden problemer, for det behøver heldigvis ikke tage flere uger at klargøre, og det behøver heller ikke stå klar så snart han er født. Men barnevognen skal vi nok have hentet hjem før kalenderen siger jul. Ellers er vi vist næsten selv uden om det, hvis han beslutter sig for at have fødselsdag i juledagene.

Mit sidste lægebesøg er også overstået. Hun var tilfreds, sådan overordnet set. Dog synes hun, at der har været så meget kredsen omkring min vægt, mavestørrelse og babys størrelse, at en tilvækstscanning efterhånden ville være en god idé. Så sådan en skal vi lige have ordnet i næste uge. Det skal nok blive fint. Han er helt sikkert i fineste stand, men med et vægtskøn på -22% under gennemsnittet er det rart at få kigget lidt nærmere på hans størrelse. Bare for at være sikker på, at han stortrives.

Det er svært, når man ikke kan kigge derind. Man kan ikke rigtigt mærke, om de vokser som de skal. Men han er livlig, og så tænker jeg at han har det dejligt derinde.

Mit bækken er begyndt at skabe sig igen. Om aftenen er jeg helt færdig, og jeg kunne gå i seng kl. 20.00 hver dag. Reelt sidder jeg og halvsover kl. 21.00, og hvis vi ser en film i soveværelset – ja, så sover jeg nok 21.15. Jeg er vist det, man kalder 3. trimester-træt. Wow, hvor kan man mærke, at det kræver noget energi at vokse et helt menneske med sin egen krop som eneste hjælpemiddel. Av, min krop. Jeg tror dog, at andre har det værre end mig. Jeg er indtil videre sluppet for væske i kroppen, og det betyder også en beskeden vægtstigning og færre ekstra kilo at slæbe rundt på. Væsken kommer dog snart, forventer jeg. Og så stiger tallet på vægten også helt af sig selv. Indtil da har jeg, efter aftale med jordemoder, oppet mit indtag af mad – særligt fedtet. Så bliver vi nok snart godt fede begge to ;-)

15151334_10153937179316466_1168086112_n

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.

2 kommentarer

  • Lærke Grønborg

    Smuk kjole, hvor er den købt?
    Tak:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Incredibaby

      Hej Lærke,
      Kjolen er fra Mamalicious, og er i sin tid købt på Asos. Den kan vist desværre ikke fåes længere, så vidt jeg kan se.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar - jeg elsker kommentarer! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Graviditets-shoot