Incredibaby
Instagramfantastisk eller instagramfanatisk?

Lad ikke mit tilvalg forklare dit fravalg!

Det hænder af og til, at jeg falder over en kronik eller lignende, som omhandler børn. Fravalget af dem, faktisk. Det frivillige fravalg, skal lige siges. Ikke den ufrivillige barnløshed. I går var en af de dage, hvor jeg faldt over en sådan kronik.

Hvis der er noget jeg – eller andre for den sags skyld – ikke skal blande mig i, så er det hvorvidt andre mennesker ønsker børn eller ej. Det er en privat sag, og det rager ikke andre.

Ligesom det jo heller ikke rager andre, at jeg har valgt at (og har været så heldig at kunne!) få børn. 2 styks endda.

Og det er der jeg står lidt af.

For det irriterer mig. Det irriterer mig faktisk grænseløst, at der bliver kommenteret på tilvalget af børn når fravalget af dem skal forsvares. Jeg har flere gange læst kronikker og interviews om emnet, og erfaret at fravalget ofte bliver forklaret med elementer fra tilvalget. Dybest set forklares fravalget af børn med noget de intet aner om. Nemlig det at have børn. Og jeg mener ganske ærligt, at man intet aner om at have børn hvis man ikke har dem. Det lyder måske som om, at jeg føler mig bedre eller klogere fordi jeg har børn. Det er ikke sådan det skal forståes, lad mig understrege det. Men det at have børn har så mange facetter, at jeg altså ikke mener man kan sætte sig ind i det før man står der selv.

Det er også derfor, at jeg ikke synes man kan begrunde fravalget med, at man ikke vil have de ting som tilvalget byder på. Jeg læser ordene, som bekræfter at de gerne vil forklare hvad de hellere vil. Men det bliver passivt aggressivt, for i virkeligheden bliver der løbende i teksterne gjort sarkastisk grin med mødre på instagram og stillet undrende spørgsmålstegn ved, om man virkelig aldrig har været lykkeligere end da barnet kom til verden? Som om, at det da egentligt har været et lidt sølle liv indtil da, hvis man ikke har oplevet en større lykke. Personligt har jeg ikke oplevet en større lykke end da mine børn blev født, det skal jeg blankt indrømme.

Jeg er faktisk generelt lidt træt af vores tendens til, at vi ofte taler om de ting vi ikke vil have. I stedet for at fokusere på de ting vi gerne vil. (Det er faktisk sådan helt generelt i vores samfund, at jeg synes den tendens hersker – og jeg er også selv slem til det! Nå, sidespor…) Jeg vil meget hellere læse en kronik der fortæller, at vedkommende ikke vil have børn fordi han/hun hellere vil nogle andre ting. Jeg gider ikke læse om, at hun eksempelvis ikke gider at sprække helt om til endetarmen. For det er rent faktisk en meget lille procentdel af kvinder, der oplever det. Og ofte kommer der også en smøre omkring, at de ikke har lyst til at deltage i popularitetskonkurrencer på facebook om det sødeste barn og hvad ved jeg. Og at livet er mere og større end børn. Altsammen fair tanker, og meninger.

Men det irriterer mig, og jeg tager det nok en smule personligt. Jeg kan mærke, at det pisser mig af. At forældreskabet bliver en smule latterliggjort, og banaliseret når folk skal forklare hvorfor de ikke vil have børn. Jeg vil sgu bare hellere høre om hvad de hellere vil i stedet for, fremfor en opremsning af hvor lidt de ønsker børn, og hvorfor. Det bliver til en opremsning og en, formentligt uintenderet nedgørelse, af os forældre som ikke har andet indhold i livet end vores børn fordi vi lader os opsluge. At vi engang havde så meget indhold og potentiale. Men så kom børnene. Stakkels os.

Nej, fandme nej. Ikke stakkels os. Men heller ikke stakkels jer, der ikke vil have børn. For I vil noget andet. Og det er så i orden. Det er jeres sag, og jeg forstår sgu godt I ikke gider at skulle forsvare jeres valg. Fuck de, der tror de skal blande sig i, eller kommentere på, jeres valg

Men derfor håber jeg måske, at I også kan forklare jeres eget valg, uden at kommentere på mit?

img_5320

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.