Incredibaby
Status på bryllupsplanlægningen

Husker vi rummeligheden?

Vi gør det jo alle så godt vi kan. Og vi kender selv vores børn bedst. Det kan vi nok godt blive enige om allesammen, tror jeg.

Men med 2 år på bagen som mor, så sidder jeg faktisk også og tænker, at moderskabet kommer med andet en glæde og fornøjelse. Og det er ikke det der med, at det naturligvis er hårdt at have børn, jeg mener. Men frygten for at gøre det forkert, og forsøget på at gøre alt rigtigt. Jeg ved ikke, om det er sådan for alle. Men jeg tror det er noget mange andre mødre også kan nikke genkendende til. For vi vil jo for fanden bare gerne gøre det allerbedste for børnene. Men det er en jungle uden et oversigtskort. Ingen kan fortælle dig hvad der er rigtigt. Sundhedsstyrelsen har lavet nogle anbefalinger, og ellers er det altså noget med at prøve sig frem og mærke lidt efter hvad der føles rigtigt i maven.

Måske er det mig, der er en vendekåbe, men jeg kan godt blive i tvivl når andre antyder, at det måske ville være bedre at gøre det anderledes. Putte anderledes, give andre vaner, andre rytmer, amme i længere tid, og jeg kunne blive ved. Der skal ikke meget til at så en lille smule tvivl i mit sind. Jeg ændrer ikke holdning pga. tvivlen, men jeg får behov for lige at tjekke efter i maven, om jeg mon stadig synes jeg gør det rigtigt. Sådan kan jeg have det mange gange på en uge. Andre gange mærker jeg det ikke i en måned.

Jeg kan godt lejlighedsvis tænke, at vi er nødt til at øve os i rummelighed når det kommer til det der med børn. Huske at vi rent faktisk skal omfavne, at forældre altså nu engang kender deres egne børn bedst. Og at min holdning til minimal eller ingen sukker før 2 år ikke nødvendigvis er rigtig for andre. Og at det nok ikke bliver lige så nemt med Elton, selvom Elliot stadig ikke får sukker særlig tit. Affinde mig med, at andre ikke synes at et glas vin er okay når man er ammende mor, selvom jeg synes det er ok. Vi skal nok øve os i at lade være at tænke alt for meget over andres beslutninger. I mit sind kan jeg godt tænke ting, som jeg aldrig kunne finde på at sige højt. Men måske jeg skulle øve mig i, slet ikke at tænke noget. For det rager jo egentligt ikke mig. Som i: virkelig ikke.

Jeg synes ofte jeg møder nogle knapt så rummelige mødre på de sociale medier. Det omhandler ofte noget med amning, vikler, bæreseler eller hvornår baby må sidde op. Det er nogle emner der er meget stærke holdninger til. Jeg kunne eksempelvis aldrig finde på at lade Elton sidde med ansigtet udad i en bæresele. Jeg synes, at en baby skal have mulighed for at lukke af for flere indtryk, og det føler jeg ikke han kan med ansigtet udad. Til gengæld synes andre mødre, at de skal have lov at udforske verden og deres nysgerrighed. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, og jeg synes vi skal passe på med at smide omkring os med links til forskellige forskningsresultater til folk der ikke har bedt om det. Hvis en mor har gået en tur med sin baby i en babybjörn bæresele, så er det nok ikke super fedt at få at vide, at hun praktisk talt har ødelagt sin babys hofter og ædlere dele (hvis det er en dreng). Vi skal nok af og til tænke lidt mere over hvordan vi serverer tingene til de der rent faktisk ikke har spurgt os om råd.

Det er så meget sjovere når vi giver plads til hinanden og støtter op om forskelligheden. Gode råd er altid rare – men de bliver hurtig passiv agressive, synes jeg. Måske er jeg den eneste der tænker sådan, men jeg tror det næppe :-)

img_2645

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @incredibabydk, facebook @incredibaby og snapchat på "sanneagersnap"
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status på bryllupsplanlægningen