Incredibaby
Status på ble-fri

Hvad sker der for det, Instagram?

Jeg har startet op på dette indlæg flere gange. Slettet lidt. Gemt indlægget i mine kladder. Startet op på et nyt igen. Og nu er jeg nået hertil.

Grunden til, at jeg har haft svært ved indlægget er, at jeg altid går ret meget op i hvordan jeg formulerer mig på skrift. Fordi jeg faktisk tit synes jeg kommer til at lyde lidt spids. Og det er slet ikke meningen. Det er svært, det der med det skrevne sprog.

Jeg læste heldigvis et indlæg om samme emne for en måneds tid siden hos DanicaOg jeg blev så glad, fordi der var en anden, der havde tænkt noget i samme boldgade, og fået det ned på skrift.

Jeg elsker instagram. Det tror jeg ikke, at I er i tvivl om – i hvert fald ikke, hvis I følger med hos mig derinde ;-) Jeg synes det er det fedeste sociale medie, og jeg elsker at man både kan få æstetisk inspiration (omend jeg ikke ligefrem er den største æstetiker), stof til eftertanke, og varme sig på en virtuel krammer, hvis man har én af de dér dage.

Jeg er også lidt træt af Instagram nogle gange. For jeg synes, at hun er blevet til en hånlig dame engang imellem.

Jeg er all in på et godt grin engang imellem. Man kan godt drille lidt, uden at det bliver hånligt, synes jeg. Man skal bare sørge for, at man samtidig kigger indad og også har en god portion selvironi. Det forsøger jeg selv at gøre, hvis jeg i ny og næ har lavet et opslag om eksempelvis mega-give-aways, som jeg mildest talt ikke er fan af. Det er ganske vist længe siden, men jeg mindes at jeg engang stak lidt til den lange liste af krav der ofte følger med de kæmpe store give-aways.

Jeg har intet problem med, at Anders Hemmingsen driller bloggere i ny og næ. Jeg har heller intet problem med, at der bliver gjort grin med morbloggere eller IG-mødre, når vi bruger fjollede hashtags som #stoptiden #livetsommor #når2blivertil3 osv. Hvis det sker en enkelt gang, kan jeg sagtens smile af det. Men hvis det derimod sker igen, og måske en tredje gang, så synes jeg altså det begynder at blive til hån. Til at gøre grin med andre, og ikke at drille. Der tegner sig et mønster, og det kan nok godt føles lidt personligt, ikke? Det er sådan en grænse, som jeg personligt har. Det er svært at sætte en finger på, hvornår det bliver for meget, men nogle gange får jeg sådan lidt en træls følelse i maven når jeg læser noget, og så er det blevet for meget for mig. Og så unfollower jeg.

Det er blevet ret udbredt, at man gerne må gøre grin med de perfekte bolig-instagrammere, eksempelvis. Dem, hvor det bugner med kubus-stager, RC og en masse mærker, som jeg knapt nok kender. De har et spitze-hjem, hvor billederne kun er strømlinede til et bestemt look. Dem må man gerne gøre tykt grin med, åbenbart. Eller kommentere på hvorvidt de har indhold i deres liv, når deres hjem er så perfekt. Not so nice, vel? Tænk, hvis de gjorde grin den anden vej rundt?!

Jeg har selv været ret forskånet. Jeg har aldrig “fået turen” over, at jeg viser mine børn frem, eller at jeg er blogger. Der er ikke nogen der gør grin med, at jeg skriver “link i profil” eller “opskrift på bloggen” ;-)

Jeg er fan af et godt grin, men jeg synes simpelthen at de gode grin er blevet til hånlige opslag rettet mod boligbloggere, morbloggere, madbloggere, fitnessbloggere eller hvilken gruppe der bliver peget fingre ad.

Hvorfor er det lige, at vi synes det er så sjovt? Jeg citerer lige nu ægte kommentarer fra ægte opslag på instagram
“Åh, det er sååååå frygtligt… ka slet ikke ta de typer….”
“Hvordan har de overhovedet tid til deres børn, når deres hjem altid skal se så perfekt ud? Det har de nok ikke….”
“Haaaader folkk der skriver: Læs mere på bloggen… Find link i bio… hader hader hader”
“Røvirriterende børn i deres pyntede outfits, der sidder stille 5 sekunder foran fjernsynet imens mor tager 100 billeder og finder ét perfekt = #mitguld”

Øv, ikke?

Det er såmænd ikke fordi, jeg er snerpet. Tværtimod. Jeg er temmelig sarkastisk, temmelig storforbruger af ironi, og elsker en joke med lidt bid. Det behøver bestemt ikke være politisk korrekt for min skyld, men jeg synes (undskyld mit fransk) fandme det er ved at være for meget.

Jeg ser heldigvis flere opbakkende kommentarer, og thank god for det.

Men hm. Jeg gad nok bare godt, at vi måske passede vores egen butik noget mere, i stedet for at sidde og pege fingre af ting, som vi i hvert fald aldrig selv kunne finde på at gøre! Det er ligesom lidt for nemt, ikke?

Indlægget her skal altså ikke forstås således, at jeg har én bestemt profil i tankerne. Jeg har set det mange steder i højere eller mindre grad. Og kommentarsporet er jo altid en del værre end selve opslaget, faktisk. Jeg synes måske bare godt, at vi alle kunne bidrage lidt mere til en positiv tone på Instagram. Det er så meget sjovere, hvis man kan holde negativiteten lidt væk fra tasterne <3

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @incredibabydk, facebook @incredibaby og snapchat på "sanneagersnap"
   

1 kommentar

  • T

    Jeg har engang fået afvide at jeg virkelig måtte være kedelig, med mit perfekte liv.. 🙄 og “bare vent til du får børn, så går du da helt i spåner hvis der går noget i stykker” .. øhh 😦 dette er vurderet ud fra mine billeder. 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status på ble-fri