Incredibaby
Om at finde kvalitetstid i hverdagen

3. Graviditet: Uge 16

Så er det endnu engang blevet mandag, og jeg er gået ind i en ny uge. 17+2 siger graviditetsappen i dag – og nu hvor jeg har fået hentet en app, så har jeg også helt styr på, hvor langt henne jeg er ;-)

Misdannelsesscanning coming up

Om 14 dage står den på misdannelsesscanning, og det bliver dejligt at få et lille kig derind igen. Jeg synes dog ikke, at jeg er helt så ængstelig efter at se selve babyen på scanninger denne gang. Jeg synes jeg har mere “føling” med at alt er, som det skal være. Der er intet, der føles udenfor normalen, og jeg mærker gerne en smule liv på daglig basis. Det er nok mest fordi jeg ved, hvad jeg skal mærke efter, tror jeg.

Burn baby burn

Denne uge har været umådelig stille og rolig det meste af tiden. Jeg har haft virkelig meget halsbrand, men det har jeg jo haft i større eller mindre grad lige fra start. Denne uge har det dog været markant værre, og der går nok ikke længe før jeg kapitulerer og begynder på noget syreneutraliserende engang imellem. Jeg ved godt, at man gerne må tage det som gravid, men jeg forsøger nu alligevel at vente så længe som muligt. I slutningen af graviditeten ved jeg nemlig, at det bliver en nødvendighed – og så synes jeg det er rart, at jeg ikke har spist dem allerede helt fra start :-)

Ellers har jeg haft en uge, hvor jeg om aftenen har ligget meget stille. Jeg tror der er sket lidt derinde ift. vækst, for jeg har været øm i både lænd og mave efter en arbejdsdag og alt hvad der hører til hverdagen derhjemme, med 2 børn. Jeg mindes, at energien i uge 20+ har været ret god de andre gange, så det håber jeg på gentager sig denne gang.

Ligamentsmerterne er også stadig højaktuelle, og især om natten er de slemme, hvis jeg skal ud af sengen efter Elton. Han vågner stadig stort set hver nat, og kommer ind til os.

Redebyggeri

Indtil videre har jeg købt en lille sending basistøj, og den ene body som vi købt sammen alle 4, da vi fandt ud af at en lillesøster gemmer sig i maven. Ellers er det hjemmestrik, der er gang i. Ikke noget jeg står for, men min mor er i fuld gang. De sidste mange år har børnebørnene været drenge, så hun har vist en hel del liggende, som hun har glæder sig til at kunne komme i gang med ;-) Og så tror jeg også hun er glad for endelig at købe garn i andre farver end grå og navyblå – og en lille smule karrygul. Jeg er tosset med hjemmestrik, så jeg brokker mig ikke over at både min mor og svigermor gerne giver sig i kast med at strikke babytøj! Ellers mangler vi faktisk ikke rigtig noget vildt. Vi skal have en ny babynest og en ny puslepude. Det er vist det vildeste. Og så overvejer jeg at købe den nye lift fra Emmaljunga denne gang. Den er væsentlig nemmere at bære rundt på end den gamle model, synes jeg. I forhold til det nye hus, så ved jeg ikke, om vi med tiden kommer til at mange møbler til hendes værelse. Men det bliver heldigvis først aktuelt senere hen :-)

Noget om vægt

Vægtøgning og graviditet går sjovt nok hånd i hånd, hvilket giver god mening med barn, moderkage, fostervand osv. Og jeg vil lige sige, at det altså ikke er unormalt, at det kommer i ryk. Jeg er snart halvvejs, og har kun taget knapt 2 kg på. Til gengæld har jeg i alle graviditeter oplevet at det kommer et par kilo ad gangen i løbet af få dage. Så hvis andre oplever det samme, så er I altså ikke de eneste. Så jeg tænker at jeg om et par uger springer et par kilo op igen. Jeg har til gengæld ingen anelse om, hvorfor det er sådan under graviditet – det kan jo næppe være selve barnet. Er der mon noget med fostervand og moderkage måske? I don’t know.

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.

Ingen kommentarer endnu - du kan nå at blive den første!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar - jeg elsker kommentarer! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at finde kvalitetstid i hverdagen