Incredibaby

Livet som Elliot: Snart 3 år, og ingen ble (!?)

I “Livet som Elliot”-kategorien opdaterede jeg stort set hver måned indtil Elliot blev 1 år. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har fået fundet tid til det samme med Elton. Stakkels barn nummer 2. Hvordan skal det dog ikke gå, hvis vi en dag får en 3’er? ;-) Men derfor synes jeg alligevel at jeg ville følge op på Elliots portefølje. Han bliver 3 år den 12. marts, og er på ingen måde nogen lille tumling mere. Han er blevet så stor, både fysisk og mentalt! Forleden målte jeg hans fod, da han skal have nye sneakers til sommer. 17+ cm. Det betyder en størrelse 28-30, alt efter model. Det synes jeg altså er store fødder! Sidst...

2,5 år fløj forbi

2 år og 5 måneder. Så gammel er vores Elliot efterhånden blevet. Vores førstefødte søn, og mennesket der vendte vores liv på hovedet. Sådan er det med det første barn man får. De vender alting op og ned, og lærer én nogle nye ting om livet. Lærer én rigtig mange ting om, hvad kærlighed er. Elliot blev født på en solskinsdag i marts. Faktisk blev han født om aftenen, men da vi lå på fødegangen talte vi om, at det da var en usædvanlig flot dag i marts måned, hvor det ellers havde regnet en del. Han var blå da han kom ud, men fik hurtigt farve da han kom over på mit bryst og fandt sin plads. Den sidste...

Tålmodighed i en utålmodig tid

Annonce I dag er der 45 dage tilbage til terminsdatoen for lillebrors ankomst. Det begynder for alvor at være til at forholde sig til. 45 dage. Det er ikke langt ud i fremtiden. Det er ikke om mange måneder. Det er ikke “først engang i januar” som vi i lang tid har sagt, når vi har talt om lillebrors ankomst. Det er snart. Meget snart, føler jeg. Jeg glæder mig. Meget! Men jeg er ikke utålmodig på samme måde, som jeg var da jeg ventede Elliot. Jeg nyder tiden med Elliot. Tiden med ham alene. Det tror jeg er en meget normal følelse at have, når man venter sit andet barn. Man er måske ikke utålmodig, fordi man allerede har...

Elliots blå bog

For en lille måneds tid siden skrev jeg et indlæg omkring min blå bog fra gymnasiet, hvilket var meget lidet flatterende. No doubt about that. Elliot er efterhånden blevet en lille herre med en stor personlighed og med klare præferencer for frankfurtere og legoklodser. Han har været så sød at svare på nogle spørgsmål ;-) Dem kan I læse lige her.   Elliots blå bog anno 2016: Kendetegn: Jeg har helt hvidt hår, blå øjne og en smule stritører. Højde/vægt: 11 kg. og 80 cm. Vuggestuens: Charmør – især overfor de voksne… Det er dem der har maden. Kælenavne: Ellibob, Bobber, Bobster, Bobstruction, Chefen Mest brugte sætning: GrrrrrrrØ, mamamam, DaaaaadA, NaaaaaaII Livret: Frankfurtere, kartoffel/gulerodsmos og figenstænger. Ikke nødvendigvis på samme tid – men jeg er ikke...

Livet som Elliot: 1 år og ingen baby længere

Så for pokker. Som jeg tidligere har nævnt, så har min mor lidt svært ved at følge med. Hun siger altid, at jeg vokser SÅÅÅ hurtigt, og at tiden flyver afsted. Jeg kan fortælle jer, at det ikke er blevet bedre nu hvor jeg er blevet 1 år. Den 12. Marts er en ret speciel dag herhjemme fordi jeg blev født den dag. Så det fejrer vi åbenbart – jeg tror vi kommer til at gøre det hvert år, for de gjorde et ret stort nummer ud af det. Er det mon noget alle forældre gør for sine børn? Ellers er idéen i hvert fald givet videre nu. Skide hyggeligt! Alle dem jeg kender var næsten kommet til min fødselsdag....

Livet som Elliot: Klar til at snuse til den 2-benede verden.

Ja, så er det altså min tur til at fortælle noget igen. Jeg synes ellers lige jeg har været i gang. Det må være det som alle de voksne mener når de siger, at tiden flyver afsted. Nå, men altså… Jeg er jo blevet 11 måneder her den anden dag. Og jeg gider faktisk ikke rigtigt at kravle rundt mere. Jeg tænker sådan lidt, at jeg er ovre det. Jeg vil hellere gå. Gå gå gå rundt langs alting. Mor er lidt sur fordi hendes planter måske ikke har så mange blade som de havde engang. Men de er altså bare umuligt at lade være – de er SÅ sjove. Det der med at gå helt selv har jeg dog...

Livet som Elliot: 10 måneder på 2 ben

Så er det blevet min tur til at fortælle noget igen. Der er sket en hel del siden sidst – December måned er åbenbart årets fedeste måned, udover Marts hvor jeg har fødselsdag. Jeg har fået gaver i læssevis – helt uden at have bedt om det faktisk. Og ved I hvad gaver betyder? GAVEPAPIR! Den fedeste opfindelse nogensinde. Larmer på en mega sjov måde når man leger med det. Så som I nok kan regne ud, var det rimelig meget himlen for mig den aften. Jeg var også oppe helt til klokken otte! Nå, men så var der også en dag hvor mor fik pyntet huset op på en helt ny måde, og vi fik gæster. De havde en...

Livet som Elliot: 9 måneder og fuld fart fremad

Så blev jeg igen en måned ældre. I går rundede jeg nemlig de 9 måneder, og det kunne mine forældre slet ikke forstå. De synes åbenbart tiden er fløjet afsted, og at jeg pludseligt er blevet mægtig stor og dygtig. Jeg har ret godt styr på det der med at kravle nu. Det går lynhurtigt når jeg ser noget jeg gerne vil have, og mor får lidt stress når hun skal ordne noget i opvaskeren. Så er jeg nemlig i fuld galop hurtigere end du kan sige “kravlenisse”. Det må åbenbart være et voksenlegetøj, sådan en opvasker, for jeg må i hvert fald ikke kravle på lågen, hvilket jeg altså ikke helt kan forstå. Så jeg prøver gerne til med...

Livet som Elliot: 8 måneder, og klar til at indtage verden

I dag er jeg 8 måneder gammel. I dag er en torsdag, ligesom den dag jeg blev født tilbage i marts. Jeg blev født 21.38, så det er ret præcist lige nu, at jeg kiggede ud for 8 måneder siden. Jeg har lært at kravle, så nu kan jeg rigtig komme rundt omkring og lege med lige det jeg har lyst til. I dag fandt jeg for eksempel et visitkort, som jeg fik pulveriseret ret godt før mine forældre fandt ud af hvad jeg lavede. De er desværre lidt hurtige til at opdage det, når jeg laver unoder. Det er lidt irriterende faktisk. Derfor øver jeg mig i øjeblikket på at komme hurtigere omkring. Jeg har også lært at sætte...

Livet som Elliot: 7 måneder, og slet ikke så lille mere.

I går var det den 12. oktober. Mor og far fortalte, at det nu er 7 måneder siden jeg blev født. De siger hele tiden, at tiden flyver afsted. Jeg ved ikke helt hvad de mener, for jeg synes godt nok de sidste 7 måneder har været lange. Jeg har lært helt vildt meget. Jeg kan for eksempel sidde helt selv uden at tippe nu, og jeg kan endda tage fra med arme og hænder hvis jeg skulle miste balancen. Det er noget med en faldrefleks har jeg hørt. Og når jeg bliver lagt på maven har jeg fundet ud af, at jeg kan stikke numsen lidt i vejret med hjælp fra fødder og knæ, og så kan jeg faktisk...