Når følgerne har magten

14593345_10153820422771466_1418971292_n Vi lever i en tid hvor medier spiller en kæmpe rolle. Ikke bare de gængse medier som radio, tv, aviser og online magasiner. De sociale medier er nemlig på ingen måde "bare" tidsfordriv. De er hardcore business for nogle - for de lever nemlig af det. Og når det pludseligt bliver en mulighed at tjene større eller mindre summer af penge på de sociale medier, så er det kun naturligt at det bliver mere og mere kompliceret. Der skal være regler og lovgivning, som skal følges. De sociale medier er blevet kæmpe reklamepladser for virksomheder og brands af mange mange forskellige arter. Her gælder markedsføringsloven naturligvis, hvilket jo som sådan er ret simpelt. Hvis folk ellers overholdte lovgivningen. Det er nemlig som om, at nogle tror de sociale medier er Det Vilde Vest når det kommer til lovgivning. Det er det ikke - og du kan altså sagtens få en klækkelig bøde selvom du jo "bare" er en personlig profil og ikke en virksomhed. Hvis du får penge eller gaver for at poste noget på Instagram, så skal det markeres som reklame, annonce, sponsoreret eller andet. Og der er absolut intet at diskutere i den sammenhæng. Og ja - jeg har ondt i røven over, at folk ikke overholder det. Fordi jeg fremstår som en ren reklamesøjle i forhold til de der "glemmer" at markere det hver eneste gang - og jeg modtager måske ikke engang en fjerdedel af dem. Vi kan nok godt blive enige om, at følgere=magt. Det er ret simpelt, i min optik. Vi kan også godt blive enige om, at nogle nok har været et smut forbi for at købe sig til lidt ekstra følgere. For det er kommet dertil. At følgere er så vigtige, at man kan købe sig til dem. Blot for at få tallet til at stige. For så stiger magten. Man kan typisk spotte det ret tydeligt, hvis folk har købt sig til følgere. Deres følgere og likes hænger ikke sammen. De har en helt masse følgere med underlige navne, og ofte uden profilbilleder. Du kan læse mere om at spotte falske følgere lige her. Som følgere kan vi altså sagtens tillade os at kræve noget, af dem vi følger. Eksempelvis:
  • Tydelig markering af reklame når de har fået produkter eller penge for at fremvise det.
  • Ingen falske følgere
  • Ingen konkurrencer med krav om at tagge (det er imod loven, og går under kategorien "opfordring til spam"
  • Ingen anbefaling af eksempelvis webshops som kører på 5 store profiler samme dag, på samme tidspunkt, uden markering af reklame. Det er nok ikke tilfældigt, at så mange profiler pludseligt giver et shoutout eller anbefaling til den samme webshop?
  • Stille spørgsmålstegn ved Shoutout-for-shoutout. I ved, når 2 profiler anbefaler hinanden for begge at opnå flere følgere. Er det en oprigtig anbefaling, når de får en anbefaling tilbage på samme tid (helt samme tidspunkt faktisk)? Ville de have anbefalet profilen, hvis de ikke fik en anbefaling retur? Og hvis de udelukkende anbefaler når de får en anbefaling retur, så er den måske ikke så oprigtig? Og så er det måske okay at stille sig lidt kritisk overfor profilen. For hvem er det egentligt hun/han fører bag lyset? Umiddelbart er det jo hendes/hans egne følgere = dig.
Generelt kan vi godt tillade os at være meget kritiske som følgere. For profilerne er afhængige af os, og det er jo helt fair og helt naturligt når det har udviklet sig til det store fænomen, som det nu engang har. Men netop derfor, kan vi som følgere godt kræve kvalitetsindhold og tydelig markering, når noget er sponsoreret på den ene eller anden måde. Det samme gælder for min egen profil på eksempelvis instagram, og her på bloggen. Hvis I nogensinde føler jer snydt eller ført bag lyset skal I ikke tøve med at skrive en mail eller lægge en kommentar. Selvom jeg tjener lidt på bloggen her, så er det småpenge - og det er en hobbyblog. Jeg forsøger at sortere meget nøje i de betalte indlæg jeg har, netop fordi jeg ikke lever af bloggen. Jeg kan tillade mig at sige nej, fordi jeg ikke er økonomisk afhængig af incredibaby.dk. Jeg vil nok egentligt bare opfordre og bede til, at I tillader jer selv at kræve noget af dem, I følger - det er vi i vores fulde ret til. Og vi er nok ved at bevæge os ind i en tid, hvor det er nødvendigt. Nødvendigt, for at vi ikke svømmer over i skjult reklame og mega giveaways med ulovlige krav. Det bliver jo kun sjovere for os alle sammen, hvis vi får ryddet lidt op - ikke? :-)